På besøg ved Familiespejderne

På besøg ved Familiespejderne

En gruppe af Juniorspejderne har i november 2012 gennemført et forløb om kommunikation, hvor de har interviewet spejdere fra gruppens forskellige grene og skrevet reportager om deres møder. Denne artikel er en del af forløbet.

Hvad er en Familiespejder ?

Hovedpersonen ved familiespejderne er typisk en spejder på mellem 3 og 6 år. Men en familiespejder er også en far eller mor, eller en større eller mindre søskende. Alle er med i aktiviteterne og nyder spejderlivet lige så meget som hovedpersonen.

Familiespejderne mødes ca. hver 4. søndag, hvor de voksne skiftes til at stå for aktiviteterne. Der er i øjeblikket ca. 8 familier knyttet til familiespejderne.

 

Der syder af hygge og god stemning, da jeg møder familiespejderne denne søndag. Store og små sidder omkring bålpladsen på de raftebænke, juniorerne har bygget, og hygger som afslutning på dagens aktiviteter.

Der er gang i bålet og børn og voksne nyder de bagte bananer med pålægschokolade og varm kakao til. Heldigvis er mange af de yngste klædt i regntøj, så det ikke forstyrrer, når kakaoen spildes ned af maven.

Stemningen er god og tryg. Nogle børn sidder ved deres forældre, mens andre tusser rundt lige så stille, klatrer rundt på savbukken og bare er der. 

Forinden har spejderne været i gang med dagens aktivitet.

”Vi har lavet blyanter og min far har boret hul i pinden og vi har puttet bly i” fortæller Mathilde. ”Jeg har den i lommen nu”. Spejderne har lavet blyanter af små pilegrene, som de har afbarket og snittet til.

”Vi lægger vægt på, at børnene selv kan udføre aktiviteterne – med lidt hjælp” forklarer Signes mor. ”Jeg har f.eks. holdt pinden, mens Signe har snittet, storebror Mikkel kan selv, men han er jo også mikrospejder”

På andre møder har spejderne f.eks. snittet grøntsager til bålmad og her har de hjulpet meget til selv. De har på et andet møde lavet raketter af sodavandsflasker, som de voksne har fyret af med tryk fra cykelpumper.

Mens vi snakker, klatrer børnene rundt i træerne med stor selvsikkerhed og erfaring. De bliver dog benovede, når jeg kan fortælle dem, at det store klatretræ hedder Prinsessetræet og er plantet af dronningens lillesøster, Prinsesse Benedikte.

Mødet er slut og på stort set ingen tid er alt ryddet op og alle er klar til at tage hjem. Det er nu lidt praktisk, at være så mange voksne til et spejdermøde, tænker jeg, da jeg forlader mødet :-) .

Kirsten, Juniorleder